Resume af Torben Weirup "Solister og sammenhold - et essay om Grønningen i anledning af sammenslutningens 100-års jubilæum, Grønningen 100 år".
I 2015 er det hundrede år siden, den danske kunstnersammenslutningen Grønningen blev stiftet. Navnet er hentet fra den københavnske gade, hvor den første udstilling fandt sted i en til formålet hastigt opført udstillingsbygning i træ. Bygningen, der var tegnet af den danske arkitekt, Carl Petersen, der navnlig vil være husket for det omtrent samtidige Faaborg Museum; et museum på Fyn fortrinsvis for de såkaldte Fynbomalere. Bygning var dramatisk udsmykke og fik derfor tilnavnet Indianerhytten af det københavnske folkevid.
Grønningen blev dannet af en gruppe medlemmer af Den Frie Udstilling, Danmarks første kunstnersammenslutning stiftet i 1891 som en reaktion på den reaktionære udvælgelsespolitik på Charlottenborg, hvor den danske salon blev afholdt. Udover at der var mangel på plads på Charlottenborg, en udstillingsbygning opført ved siden af Det Kongelige Danske Kunstakademi, og mange yngre malere derfor blev holdt uden for, repræsenterede initiativtagerne til Den Frie Udstilling et nyt kunstsyn. Blandt de internationalt mest kendte medlemmer af Den Frie Udstilling var J.F. Willumsen, der på de tidligste år sikrede sine kammerater de skandaler og den forargelse, der bidrog til at gøre Den Frie Udstilling til en publikumssucces. Kunstnerisk var den unge sammenslutning det også. I 1893 fandt for eksempel den siden så berømte udstilling med deltagelse af Paul Gauguin og van Gogh sted. Set i kunsthistorisk perspektiv var opvisningen af omkring 70 malerier af de to store billedkunstnere intet mindre end sensationelt.
Mange af Den Frie Udstillings medlemmer var orienteret mod den franske billedkunst, der havde ændret maleriet i 1870erne og 80erne – men efterhånden var der blevet optaget en del yngre medlemmer, der også orienterede sig mod Paris – men den franske billedkunst, der var fremkommet i begyndelsen af 1900-tallet. Dog uden at gå så radikalt til værks som for eksempel Braque og Picasso.
Årsagen til bruddet i Den Frie var angiveligt en strid om, hvem der kunne eje anparter i foretagendet og dermed have ret til at udstille. Men den reelle grund, at en gruppe yngre kunstnere ønskede at være sig selv og fremstå som et alternativ til Den Frie. Flere af stifterne havde i årene forinden forsøgt sig med forskellige løse grupperinger og enkeltstående gruppeudstillinger.
Nu skulle det være alvor – og en række af de ældre, naturalistisk sindede Fynbomalere fulgte med som støtte. Det kom i nogen grad til at mudre billedet af Grønningen som den gruppe, der bar det modernistiske gennembrud i Danmark; så meget desto mere som, at der i årene fremover blev optaget medlemmer, der ikke var modernister men for eksempel gedigne landskabsmalere.
Denne tendens er fortsat årtierne igennem, og som Grønningen nærmede sig voksenalderen blev den en sammenslutning, hvor de fleste af de ismer, der er blevet født i det 20. århundrede – fra ekspressionisme over surrealisme og konstruktivisme til konceptkunst i dag er repræsenteret.
Med tiden fik både Den Frie Udstilling (den første) og Grønningen (den største) følgeskab af en række andre større eller mindre sammenslutninger, der drives efter samme princip. Nogle af sammenslutningerne er opstået som en reaktion på noget, som det er tilfældet med Den Frie og Grønningen. Andre er kommet til verden på grund af et fælles kunstnerisk program eller blot sympati medlemmerne imellem.
Men fælles for dem alle er efterhånden, at medlemmerne repræsenterer forskellige holdninger til kunst. Det praktiske er i højere grad blevet fundamentet for medlemmerne. Man deles om udgifterne til leje af udstillingsbygning, og man deles om arbejdet med ophængning, katalog osv.
Efter tre år med Indianerhytten skulle grunden, den lå på, anvendes til andre formål, og frem til 1933 udstillede Grønningen forskellige steder; blandt andet i bygningen tilhørende Den Frie, som Grønningen havde udskilt sig fra. Undertiden var der tale om at genforene de to sammenslutninger, og i 1925 blev der stemt om det.
Det blev ikke vedtaget, og siden har de to store sammenslutninger i stadig højere grad fået hver deres identitet. For Grønningens vedkommende er det store formater og store armbevægelser. Mange af dens medlemmer er eller har været store i slaget og hyppigt arbejdet med store malerier, store skulpturer, store installationer. Men det modsatte – det kunstnerisk lavmælte og det lille format – findes også i Grønningen, der periodevis udmærker sig ved sin rummelighed. Undertiden har sammenslutningen forsømt at forny sig – men netop på det senere har Grønningen inviteret en række meget talentfulde yngre kunstnere som gæster, og nogle er også blevet optaget som medlemmer.
I ældre tid var det meget vigtigt for en dansk kunstner at blive optaget i en sammenslutning og helst en af de fineste som Den Frie og Grønningen. På det tidspunkt var udbuddet af udstillingsmuligheder meget beskedent – og det gjorde i sagens natur de store sammenslutninger meget attraktive. Også for publikum der ved at besøge de store sammenslutningers årlige udstillinger kunne holde sig orienteret om det etablerede – men kvalitative – danske kunstliv og herunder også blive introduceret til ukendte og i reglen yngre kunstnere. I lighed med andre sammenslutninger har Grønningen undertiden inviteret udenlandske kunstnere. På det senere blandt andre Anish Kapoor, Tony Cragg, Arturo Herrera, Jørg Immendorf og Georg Baselitz.
Men tiderne skiftede, og der kom langt flere udstillingsmuligheder. Mange – også gode – gallerier, kunsthaller og skiftende kunsthalsagtige udstillinger på kunstmuseerne, af hvilket et lille land som Danmark har omkring 50.
Der kom også andre måder at opfatte og iscenesætte sig selv som billedkunstner, og der opstod en modvilje mod sammenslutningerne, der i bred almindelighed kom til at fremstå som forældede; både organisatorisk og kunstnerisk.
Samtidig drømte forskellige kulturpolitikere – både inden- og udenfor kunstlivet – om at omdanne Charlottenborg til en kunsthal på internationalt niveau. Der var en forestilling om, at på ingen tid og lige så få penge som ellers, ville det kunne lade sig gøre at skabe en sådan attraktion, kunstinteresserede ville komme rejsende til fra nær og fjern for at opleve.
Politikerne anså besøgstal for et vigtigt succeskriterium – og man tænkte så, at hvis man skulle nå virkeligt højt op, måtte man begynde med at smide de kunstnersammenslutninger ud, der faktisk trak besøgende til udstillingsbygningen, der ved samme lejlighed blev omdøbt til kunsthal i et håb om, at det i sig selv ville ændre bygningens image.
Bygningen er i øvrigt ikke vellykket til alle former for kunst – navnlig ikke nye medier – men den egner sig fortrinlig til store malerier, store skulpturer og store installationer, og det er jo pudsigt nok en af de ting, Grønningen er leveringsdygtig i. Som Grønningen har udfyldt Charlottenborgs sale, har udstillingsbygningen på sin vis også formet Grønningen og fremmet særlige kunstneriske udtryk. Mange af de kunstneriske udtryk, der praktiseres af Grønningens medlemmer, resulterede i øvrigt også i, at adskillige af dem fik mage store udsmykningsopgaver, da det, der ubeskedent er blevet kaldt verdens bedste kunststøttelov, blev vedtaget omkring Grønningens 50-års jubilæum. Loven om Statens Kunstfond og den efterfølgende debat for og imod (kunst)støtte er behandlet i et af kapitlerne, fordi det på mange måder ændrede synet på og udbredelsen af billedkunst i Danmark.
Til at varetage opgaven med at gøre Charlottenborg til en »international« kunsthal blev der ansat først en og så endnu en udenlandsk kurator. Den første indledte sin direktørtid ved at smide Grønningen og andre sammenslutninger, der udstillede på Charlottenborg, ud.
Efter de to udenlandske kuratorer blev der ansat en ny dansk direktør, og der var store forhåbninger til, at han under visse betingelser ville indvilge i en Grønningenudstilling på Charlottenborg i 2015 i anledning af jubilæet; også mange af Grønningens kunstneres store betydning i dansk kunst taget i betragtning. Men netop i 2015 er Charlottenborg lukket på grund af renovering, og – ironisk nok – må jubilæumsudstillingen finde sted i den bygning ejet af den sammenslutning, hvorfra stifterne af Grønningen brød ud i 1915.
Kulturpolitikere af forskellig observans og placering i eller uden for kunstlivet, havde forestillet sig, at private fonde nok ville træde til, når der nu ikke var vilje – eller måske blot forståelse for – at tildele Kunsthal Charlottenborg de midler, der – udover tid – ville være forudsætningen for, at Charlottenborg ville kunne blive en »international« kunsthal.
Selv måtte Grønningen efter eksileringen fra Charlottenborg i første omgang udstille på Bornholm, hvis museum generøst ryddede salene og organiserede en flot udstilling, hvor der også var rum med nogle af de afdøde billedkunstnere, der havde været medlemmer af Grønningen, og hvis værker var en del af museets samling.
Siden er et par udstillinger fundet sted i en enorm industrihal i Københavns havn – og en stor del af – og det diskuteres også i bogen – den fremtidige succes for Grønningen afhænger i høj grad af, hvordan sammenslutningen på længere sigt løser sit problem med at finde en passende udstillingsbygning.
Tekst: Torben Weirup