Peter Bonnén er født i 1945 og blev uddannet på Eks-skolen i årene 1961-62. Her lærte han at arbejde processuelt og uortodoks - og at gøre brug af mange medier. Det centrale var at skabe kunst, der henvender sig til samfundet. Ud over kunstneriske objekter spillede også happenings en vigtig rolle, bl.a. såede han en kornmark på Nikolaj Plads i 1975. Længe inden da var Bonnén blevet et kendt navn, da hans 'Skulptur i seks dele', som det nyoprettede Statens Kunstfond havde erhvervet i 1965, vakte skandale pga. at en vis lagerforvalter Rindal, som gav navn til rindalismen, havde råbt vagt i gevær over for det vidtgående kunstværk, som ingen kunne forstå. Bonnén er en evigt eksperimenterende kunstner, som i mange år har koncentreret sig om sine minimalistiske skulpturer i en eller flere dele. Sideløbende arbejder han med konceptuelt fotografi - her skal fremhæves en serie poetiske 'Stolebilleder' fra Ægypten fra 2004. Siden 1973 har Bonnén ledet foreningen Kunst på Arbejdspladsen, ligesom han var præsident for Akademiet for de Skønne Kunster i 1980-83.
Kilde: Lisbeth Bonde
Peter Bonnén, Grønningen på Den Frie Udstillingsbygning 2020. Foto Hans Ole Madsen.